Klik for større billede
01 december 2005
17 november 2005
To dage
I søndags så jeg en kat ligge i en mellemgang på universitetet. Den lå ubevægelig på siden og så ud som om den var væltet omkuld af udmattelse. Om halsen havde den et rødt bånd. Pelsen så ru og falmet ud. Halen pendulerede langsomt fra side til side som et tegn på irritation. En ung mand med briller var stoppet op og betragtede katten. Jeg spurgte ham, hvad der var galt. Han sagde, at han havde rørt ved katten. Han havde puffet til den, og den havde knap rørt på sig. Kun halen havde bevæget sig en smule. Raske katte lader sig ikke berøre af fremmede mennesker uden at reagere, sagde jeg. Nogle katte løber væk hjemmefra, når de skal dø. Da jeg passerede mellemgangen et par timer senere, var både katten og manden med brillerne væk.
I onsdags gik jeg på postkontoret. Et stykke nede af vejen kunne jeg se en mand sidde på en bænk. Omkring manden var tre forbipasserende stoppet op. Da jeg nærmede mig bænken, trådte en af de forbipasserende hen til manden og puffede til ham. Det fik manden til at glide langsomt mod højre. Jeg var næsten nået forbi bænken, så jeg måtte dreje hovedet for at følge optrinnet. Mellem de forbipasserende kunne jeg skimte mandens stivnede blik. Øjnene var helt klare og blå, men jeg husker først og fremmest deres døde hvidhed. Som blankpolerede billardkugler. Da jeg kom ud fra postkontoret, var de forbipasserende forsvundet. Manden sad stadig på bænken. Han var blevet rettet op. En politimand i en neongul jakke havde hånden i hans inderlomme. På vej tilbage krydsede jeg vejen.
15 november 2005
30 oktober 2005
Abonner på:
Opslag (Atom)
