I den seneste tid er jeg kommet med mange udfald mod de radikale. Her er en længere redegørelse for min modvilje mod dette parti. I øvrigt kan jeg henvise til Joakims blog "Bakkemanden" for en mere udførlig diskussion.
Følgende realpolitiske analyse kan muligvis forklare, hvorfor jeg – ligesom Rune Lykkeberg i Information - føler at det Radikale Venstre smykker sig i lånte fjer. Langt hen ad vejen, mener jeg, må det radikale venstre forstås i relation til deres modpol, det succesrige DF. Disse to partier er lige store, og begge partier er potentielt parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering bestående af V og K. I bund og grund handler diskussionen derefter om hvilken økonomisk politik, man mener skaber arbejdspladser. Ønsker man at abstrahere direkte fra den økonomiske politik hos de radikale og i stedet henvise til anstændighed og EU, kunne man lige så vel sætte krydset på en kandidat fra SFs højrefløj, eller CD for den sags skyld.
Lad os da kigge på forskellene mellem DF og Liste B:
I de kommende forhandlinger (og også under valget) har DF sagt nej til de skattelettelser på topskatten, som man har hørt ønske om fra V og K. Pia ønsker i stedet skattelettelser til de svagest stillede (undtagen indvandrere, naturligvis) og de laveste indkomster, så pengene kan omfordeles til de gamle. Dette besværliggør i særlig grad V og K’s udstukne finanspolitik.
Der er imidlertid ikke tvivl om, at Fogh hellere end gerne ville lave forlig over midten, dvs. med de radikale. Især eftersom Venstre taber borgerlige stemmer på at have DF som støtteparti. Denne situation kommer altså tilsyneladende Jelved til gode. Men hun har med sin pure afvisning af et samarbejde med regeringen – ” den oppositionelle kurs” – reelt spillet bolden over til DF, hvis 24 mandater berettiger dem til at forsøge at få gennemført så megen som de nu kan. Regeringen må med andre ord tildele Pia og co. en ganske stor luns kød, for at få gennemtrumfet deres finanspolitik. Der skal så at sige ret store indrømmelser på bordet.
Man kunne håbe på, at Pia og co. i den situation blev så ubesindige, at de til sidst ville fremføre krav, som er uspiselige for V og K, hvorefter det ville være nødvendigt med et nyvalg. Dette er imidlertid usandsynligt for så vidt, at man må formode, at Pia og Thulesen-Dahl er bevidste om, at de pt. har den maksimalt mulige indflydelse på udlændingepolitikken, og at et nyvalg ikke vil bringe dem tættere på magten.
I min antagelse har de Radikale høstet de fleste af deres Richard Florida-stemmer på deres klare afvisning af et samarbejde med regeringen og en moralsk fortørnet afvisning af den stramme udlændingepolitik. Som det er nu, kan Jelved altså sidde med sine mange mandater og se DF løbe med indflydelsen, mens Socialdemokratiet, hendes udvalgte partner, atter synes at gå til i magtkampe mellem endog særdeles uegnede formandskandidater. Stemte man med andre ord taktisk på de radikale for at skabe modvægt til DF, har man spildt sin stemme. Det er dette forhold, samt den generelle uvidenhed om radikal økonomisk politik, som bekymrer mig.
Jeg ville dog kunne respektere en radikal stemme, der var blevet afgivet på disse to præmisser:
1. Erkendelse af de radikales (social)-liberale politik, der i første omgang ønsker at give skattelettelser til de bedre stillede for derigennem at skabe økonomisk vækst. Dette er et vederhæftigt (økonomisk) synspunkt. Kobler man dette synspunkt med en lempelig anskuelse på udlændingeproblematikken, kan man med fordel stemme radikalt i stedet for konservativt.
2. At en stemme på de radikale sker med forventning om et radikalt samarbejde med en borgerlig regering – og ikke med Socialdemokratiet, som Jelved ellers har sværget troskab.
Som de fleste nok er klar over, er det imidlertid netop de to præmisser, som de radikale ikke er gået til valg på, sandsynligvis fordi det ikke ville give den stemmemæssige bonus, som rollen som den moralske, kreative og intellektuelle modpol til Pia har givet. Jelved har iklædt sig en kreativ dragt, der afskærer hende fra reel indflydelse, og som hun ikke kan skifte uden at svigte sin vælgerskare.
