Toget sætter i gang
og glider væk fra perronen, og jeg hanker op i min avis,
ryster den og glatter folderne ud i
en lang, strygende bevægelse. Dernæst
opdager jeg: der er ingen nyheder, siderne er tomme,
det vil sige, egentlig er der bogstaver at se,
men de synes ikke at danne sætninger.
Jeg citerer
her en enkelt efter hukommelsen:
Vi er da alt tilstede jeg tyngde på at så det rigtige ikke tidspunkt men.
Nej, alle ordene drysser ned over siden,
de falder, ja, styrter med drabelig fart mod kanten
af avisen. Jeg tænker på flintesten, der triller ned af en skrænt
og river stadig større
sten med sig i faldet.
Mineralerne er et uorganisk materiale uden bevidsthed eller mulighed for udfrielse.
Flintesten kan slås
i stykker, splintres
i stadig mindre dele, der ikke går i forrådnelse.
Ordene i avisen visner ikke som blomster, og mennesker,
de lægger sig i bunden af siden.
Togets bratte bevægelse bragte ordene til at smuldre og styrte,
og hvert enkelt tager et større
med sig i faldet.
Jeg løfter blikket fra papiret og vi sner ud gennem vinduet.
