Keep the Fire Blazin'

Dis here friday I Man say:
Sweet Reggae Music a gwaan inna bomboclaat Copenhagen!
President Sound come fi nice up de dance. Nuff respect!
....Eeeeyh!

Lolo Patogane

Der findes så mange unøjagtige stedangivelser, og det skulle være lærernes opgave at præcisere ruten. Du er også en belæst ung mand, dine ord bremser råddenskaben, dine ord sætter en prop i systemet, der planmæssigt skulle videredistribuere efterladenskaberne. Men under træpulten begynder dine ben at sove. Blylodder tynger dine øreflipper, og din hage synker mod bordpladen som en rumfærge, der modvilligt lægger an til månelanding. Dit højre øre former en tragt mod bordets glatte lak. Først føles overfladen kølig, men gradvist breder varmen sig i orange, koncentriske cirkler. Du lytter til bordets inderste med dit stetoskop af kød. Hvad du hører, er bordets puls, teaktræets ældgamle røst:

Én ville være læge for at konstruere elektriske hjerter til svækkede mus.

I det nittende og tyvende århundrede mente man, at virkeligheden var forsynet med en art subtekst, der i skjul betingede menneskets handlingsmønstre og bevæggrunde. Er hverdagen egentlig ikke blot forskelsløs fars, hvis konsistens lader hånt om vores kunstfærdige forsøg på at begribe den i diakrone strukturer, generationsmodeller, samtidsdiagnoser eller i henvisninger til tidsånd, fornuft og andre slags epokale drømmerier? Består informationsalderens egentlige fantasmagori ikke i teknologiens totaliserende sammenkobling af menneskeheden som et dække over solidaritetens erosion?

Spørgsmålstegnets retoriske kraft løber som snaps gennem sætningens krop.

”Masserne synes mig kun i tre henseender at fortjene et blik: for det første som udflydende kopier af de store mænd, trykt på dårligt papir og med slidte typer, dernæst som modstand mod de store og endelig som værktøj for de store; i øvrigt kan fanden og statistikken tage dem!”

På demokratisk vis, naturligvis, er vi alle astrologer.

Navnet fjernede mig fra moderen. Huset fjernede mig fra dyret. Telefonen fjernede min krop fra din. Dankortet fjernede min hånd fra din. Internettet fjernede min stemme fra din. Billedet fjernede verden fra mig. Billedet bragte mig en verden.

Sprog – Billede – Verden.

Syretrip – Trap – Fresco.

I samme åndedrag: verdensreligionernes billedforbud: Martyrer på den ene side, og på den anden side sekularismens transformation af foreskrifter til velmente, høflige anvisninger til et bedre liv. Dogmets opblødning: Vask ved fyrre grader og hæng de ti bud til tørre. Monogami, Parforhold i Limited Edition, Den Kreative Klasse, Alt for Damerne & Simple Living. I sin yderste inkonsekvens skal striden blot bane vej for forsoningens mulighed.

Al tale om ægthed er per definition falsk.

Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, tog præsten os med i biografen. Sekularisering har resulteret i kunstens adskillelse fra religionen. Overfladens æstetik er blevet ny religion: En uendelig sort nat overstrøet med tusinde glimtende splinter fra tegnenes ituslåede spejl.

På tysk TV ser jeg en sen aften en ung mand fra Læger uden Grænser. Han har hjulpet sudanesiske børn i en flygtningelejr i Vestsudan. Han taler om sit arbejde som en personlig mulighed for at gøre en forskel. Han sander ikke, at den filantropiske gerning – selve det uegennyttige projekt – forvandles til endnu et led i den indirekte narcissisme, der siden ’68 har præget ethvert af vore selvrealiseringsprojekter. Han maler handlingen sort.

I frikvarteret omtaler Georg en passant en italiensk frihedskæmper ved navn Lolo Patogane. Lolo blev født i nærheden af Genova i 1919. Da hun var en stor pige, tog hendes far hende med til Rom for at høre Mussolini tale til folket.

Lolo husker landskabet og togturene bedst. Især husker hun lokomotivets stædige arbejdsrytme og passagervognenes skødesløse, men muskuløse bevægelser, der forplantede sig til hendes endnu ikke kønsmodne krop.

I en alder af nitten år oplever Lolo en politisk vækkelse. Faderen har arrangeret et bryllup med et af de lokale partimedlemmer. Guiseppe er søn af en kollega på fabrikken og en god ven af familien. De gamle skåler i Sambuca. Guiseppe stråler i sin uniform. Senere på eftermiddagen, da solen har trukket sig tilbage fra fortovscaféen, låser Lolo døren til sit pigeværelse. Gennem ventilationsskakten kan hun høre faderen sætte sig til rette ved køkkenbordet. Senere kalder moderen hende ned til aftensmad. Da sætter hun ild til sin dagbog. Så børster hun sit lange, sorte hår. Ved et tilfælde får hun øje på sit ansigt i spejlet. Hun begynder at græde uden rigtig at vide hvorfor. Moderen kalder igen.

I løbet af natten vandrer Lolo ind til Genova. Hun falder i søvn i en af byens parker. Om morgenen stiger hun på toget til Rom. På passagersædet ved siden af hende døser faderen hen.…

…Du vågner ved at din sidemand ridser i pulten med sin foldekniv. I bevidsthedens glidende overgang fra søvn til vågentilstand kan du fornemme bogstaverne. L’et hvisker sagte som et uddøende ekko. O’et brummer med sin ru, orange stemme, mens et andet L pløjer furer i erindringen. O’ets orange sol gøder grunden for P’ets knitren og A’ets bibelske tyngde.

Bløde Råd

For cirka et års tid siden modtog jeg karakteren 13 for mit litteraturvidenskabelige speciale ved Københavns Universitet. Derefter stod den på arbejdsløshed ad libitum, og der er mere, hvor det kommer fra, har jeg hørt. Nå, men heldigvis forsøger man jo at gøre noget ved det fra statsligt hold. Man tilbyder eller påtvinger (alt afhængigt efter perspektivet) den arbejdsløse et kontaktforløb hos et privat firma, der for dets enestående indsats for at få deres klienter sat i sving modtager penge fra staten. Her følger lidt om mine personlige erfaringer med konsulentfirmaet Soft Advice.

Efter et halvt års ledighed kunne det tilsyneladende være nok. Jeg stod over for min første indkaldelsessamtale med Soft Advice, hvilket man naturligvis måtte pris på. At tænke sig: sin egen private rådgiver. Inden da havde jeg dog planlagt et ophold i Berlin. Jeg ringede derfor til Soft Advice for at høre om det ville være muligt at få udskudt indkaldelsen til efter mit Berlin-ophold. Sekretæren forsikrede mig om, at det ikke var noget problem. Mens jeg var i Tyskland, bad jeg min far om at tjekke min post. Og han kunne kort efter min afrejse fortælle mig, at jeg havde modtaget en indkaldelse til møde. Hvilket jo gjorde det nødvendigt at påminde Soft Advice om den forudgående aftale med dem selv.

Da jeg vendte hjem fra Berlin, fik jeg aftalt et møde, der skulle vise sig at finde sted i et charmerende erhvervscenter på Ydre Østerbro. Klokken 9 om morgenen dukkede jeg soigneret og forventningsfuld op til samtalen. Jeg så frem til at skulle modtage gode råd omkring min situation. Fra det tæppebeklædte forlokale viste en yngre kvindelig receptionist mig hen til et lille sparsomt indrettet kontor, hvor jeg blev budt velkommen af en mandlig konsulent på omtrent min egen alder. Jeg forestillede mig, at dette var manden med rådene. Men efter velkomsten forholdt konsulenten sig afventende og begrænsede sine ord til en formel præsentation ved navn og de mest basale informationer, som om han dermed ville sikre sig, at det nu rent faktisk var den korrekte ledige, der var dukket op til mødet. Herefter overlod han al initiativ til mig. Uden yderligere ansporing fra konsulentens side, begyndte jeg derfor spontant at forklare om min situation og jobsøgningsplaner. Imens tog konsulenten noter, og efter min beretning konkluderede han, at vi kunne vente tre-fire måneder med opfølgende kontakt. Jeg var stadig uden råd og arbejde, men på dette tidspunkt stillede jeg mig tilfreds med udsigten til at kunne passe mig selv i et stykke tid.

Efter godt et halvt år var det blevet tid til mit næste møde. Soft Advice havde i mellemtiden rykket teltpælene op og havde relokeret fra de ellers så inspirerende omgivelser på Ydre Østerbro til et åbent kontorlandskab i nogle barakbygninger bag en mondæn glas- og plastbygning på Vesterbrogade med det forjættende og frapperende navn Copenhagen Europe Center. Nu informerede konsulenten, som var den samme som sidst, mig om, at jeg nu kunne se frem til at skulle aktiveres. Da jeg muligvis så en kende stram ud i betrækket, udtrykte konsulenten selv væsentlig resignation ved selve proceduren. ”Ja, det er også helt til grin, men sådan er det desværre”, sagde han. Ja, sådan er situationen desværre, det kunne jeg godt have sagt mig selv. Også uden privat rådgivning, faktisk.

I praksis betyder aktivering, at man tager et kursus på to-tre uger hos en privat kursusudbyder, eksempelvis Soft Advice, der således kan tjene yderligere på den arbejdsløse, hvorefter man venter et halvt år på at blive aktiveret igen. Konsulenten informerede mig om, at jeg havde mulighed for at vælge en kursusudbyder fra en af Soft Advice sammenstillet liste. Han fortalte mig endvidere, at han ville sende den pågældende liste til mig per email. Derefter skulle jeg selv kontakte en kursusudbyder for at høre om deres tilbud og derefter indsende en ansøgning til Soft Advice, som siden hen skulle godkendes af Arbejdsformidlingen. Jeg spurgte om fristen for indsendelse af ansøgningen, hvortil han svarede, at der gerne højst måtte gå en uge, inden jeg indsendte ansøgningen. Om der rent faktisk fandtes en tidsramme eller blot en praksis på dette område, var på dette tidspunkt ikke til at gennemskue.

En uge efter mødet havde jeg endnu ikke modtaget listen med mulige kursusudbydere. I begyndelsen afventede jeg svar, men efter et stykke tid blev uvisheden og mistanken om at være glemt i systemet for stor. Jeg sendte derfor efterfølgende en mail til konsulenten, hvori jeg spurgte til den lovede PDF-fil med praktiksteder. På dette tidspunkt var der gået ti dage inden det foregående møde, hvor jeg fik at vide, at ansøgningen skulle være indlevereret inden en uge. Der gik dog endnu et par dage, inden konsulenten sendte mig en undskyldende mail, der beklagede at han ikke tidligere havde svaret, samt en vedhæftet liste med kursusudbydere.

Efter at have gennemgået listen med kursusudbydere med stigende desillusion til følge, overvejede jeg i stedet at ’afsone’ min aktiveringsperiode på et praktiksted. Jeg kontaktede derfor redaktøren på et dansk filmtidsskrift og fik en aftale i stand om en praktikperiode som skribent. Efter endnu en træg mailkorrespondance med Soft Advice modtog jeg omsider en standardformular om virksomhedspraktik. Jeg fik den underskrevet på praktikstedet og sendte den straks tilbage.

Derefter modtog jeg en såkaldt jobplan med posten. Jeg var rørt. At man ligefrem havde lagt en plan for min fremtidige eksistens, ja, hvilken ære: At en eller flere hjerner ligefrem havde lagt en detaljeret plan, der kunne skaffe mig en fod inden for på det danske jobmarked. Opstemt, fortrøstningsfuld og med taknemmelige tårer i øjenkrogen underskrev jeg jobplanen og sendte den tilbage til Soft Advice samme dag, som jeg havde modtaget den med posten. Fra nu af kunne det kun gå fremad!

Omtrent en uge senere fik jeg et opkald fra Joan* fra Soft Advice, der til min overraskelse bad mig om at indsende min jobplan hurtigst muligt. Jeg fortalte Joan, at jeg allerede havde sendt den til Soft Advice, endda samme dag som jeg modtog den. Det scenarie var imidlertid ikke genkendeligt for Joan. Hun afviste pure at have papirerne liggende, og jeg foreslog hende derfor at sende mig en ny jobplan, som jeg så kunne underskrive. Joan – det kære kræ - indvilligede, men understregede samtidig meget bestemt, at denne jobplan skulle indsendes samme dag, som jeg modtog den. Det lovede jeg at gøre, og jeg undlod af respekt for Joans ihærdige arbejdsindsats at bemærke, at det netop var det, jeg i første omgang havde gjort. Joans utålmodige tonefald efterlod nemlig ingen tvivl om, at det var mig, der havde kludret i den.

Efter at have lagt røret på huskede jeg med det samme, at jeg oprindeligt attesterede virksomhedspraktikansøgningen direkte til min konsulent, min oprindelige kontaktperson i Soft Advice. Få sekunder efter ringede jeg derfor til Joan for at informere hende om, at ansøgningen muligvis befandt sig hos min personlige konsulent. Joan virkede dog ikke synderlig indstillet på at lede efter den. Hun var snarere skeptisk: ”Der er ikke noget post på hans skrivebord. Jeg sender dig en ny, som du skal sende ind så hurtigt som muligt”, formanede hun og afsluttede dermed samtalen.

Efter et par minutter ringede min telefon. Hvem andre kunne det være end Joan! Hurra! Joan har gode nyheder, særdeles gode endda. På trods af omverdenens modstand var det egenhændigt lykkedes Joan at lokalisere min virksomhedsansøgning på min personlige konsulents overfor liggende skrivebord. ”Nå”, svarede jeg oprigtigt forbløffet over den lykkelige begivenhed og lod af lutter venlighed ordet hænge i luften for på den måde at give Joan lejlighed til at undskylde for sin egen inkompetence. Det var et par spildte sekunder. Undskyldninger kunne jeg tilsyneladende glemme alt om. ”Nu har jeg fundet den. Det er fint. No problem. Du kan bare starte i praktik dér på mandag” brummede Joan besk i røret og skyndte sig derefter at lægge på.

Man kan jo spørge sig selv: Er dette et tilfældigt eksempel på et uhøfligt menneske? Eller er hele foretagendet gennemgående præget af inkompetence, afmagt og desillusion? Hvordan kan ansatte i et firma, der skal fungere som rådgiver i forholdet mellem ledige og det moderne arbejdsmarked, udvise en sådan eklatant mangel på intern kommunikation og etikette i forhold til de klienter, som udgør selve konsulentbureauets berettigelse og eksistensgrundlag? Hvorledes harmonerer denne upersonlige behandling med den klæbrige og påtaget personlige tone, der går igen i Soft Advices skriftlige henvendelser? Hvad fortæller disse eksempler om firmaets strategi, ledelse og reelle motivation i det hele taget?

Sådanne spørgmål leder videre til mere generelle samfundsøkonomiske problemstillinger. Hvorfor vælger staten at udlicitere arbejdsformidlingens opgaver, når dette tilsyneladende kun medvirker til at forplumre kommunikationen mellem klient, arbejdsformidling og privat udbyder? Hænger dette sammen med at den siddende regering udelukkende er interesseret i at give indtrykket af at levere en mere aktiv indsats mod akademikerarbejdsløshed end den tidligere regering? I hvor høj grad betaler det sig egentlig at kanalisere statslige midler ud i lommerne på private konsulentbureauer i forhold til at centralisere aktivering og jobtræning hos AF? I hvor høj grad er aktiveringsindsatsen en samfundspsykologisk placeboeffekt, der i første omgang tjener til at tilfredsstille den stærkt fortravlede arbejdsstyrke? Er den bagvedliggende tanke at chikanere arbejdsløse i ufaglært arbejde ved at udsætte dem for en tidsspildende og krænkende inkompetent behandlingsgang? I hvor høj grad kan man rent faktisk træne og aktivere folk til arbejdspladser, der er konjunkturbetingede og afhængige af forskydninger i den globale økonomi? Disse er hårde spørgsmål, der tilsyneladende ikke umiddelbart lader sig besvare med bløde råd.

Nå, ja. Jeg er stadig i kløerne på Soft Advice.

* Navnet er muligvis korrekt.

Berlin

Pool

Fund

Neue Nationalgalerie

På vej ned

Tårnet

Udsigt fra lejlighed