I den seneste tid er jeg kommet med mange udfald mod de radikale. Her er en længere redegørelse for min modvilje mod dette parti. I øvrigt kan jeg henvise til Joakims blog "Bakkemanden" for en mere udførlig diskussion.
Følgende realpolitiske analyse kan muligvis forklare, hvorfor jeg – ligesom Rune Lykkeberg i Information - føler at det Radikale Venstre smykker sig i lånte fjer. Langt hen ad vejen, mener jeg, må det radikale venstre forstås i relation til deres modpol, det succesrige DF. Disse to partier er lige store, og begge partier er potentielt parlamentarisk grundlag for en borgerlig regering bestående af V og K. I bund og grund handler diskussionen derefter om hvilken økonomisk politik, man mener skaber arbejdspladser. Ønsker man at abstrahere direkte fra den økonomiske politik hos de radikale og i stedet henvise til anstændighed og EU, kunne man lige så vel sætte krydset på en kandidat fra SFs højrefløj, eller CD for den sags skyld.
Lad os da kigge på forskellene mellem DF og Liste B:
I de kommende forhandlinger (og også under valget) har DF sagt nej til de skattelettelser på topskatten, som man har hørt ønske om fra V og K. Pia ønsker i stedet skattelettelser til de svagest stillede (undtagen indvandrere, naturligvis) og de laveste indkomster, så pengene kan omfordeles til de gamle. Dette besværliggør i særlig grad V og K’s udstukne finanspolitik.
Der er imidlertid ikke tvivl om, at Fogh hellere end gerne ville lave forlig over midten, dvs. med de radikale. Især eftersom Venstre taber borgerlige stemmer på at have DF som støtteparti. Denne situation kommer altså tilsyneladende Jelved til gode. Men hun har med sin pure afvisning af et samarbejde med regeringen – ” den oppositionelle kurs” – reelt spillet bolden over til DF, hvis 24 mandater berettiger dem til at forsøge at få gennemført så megen som de nu kan. Regeringen må med andre ord tildele Pia og co. en ganske stor luns kød, for at få gennemtrumfet deres finanspolitik. Der skal så at sige ret store indrømmelser på bordet.
Man kunne håbe på, at Pia og co. i den situation blev så ubesindige, at de til sidst ville fremføre krav, som er uspiselige for V og K, hvorefter det ville være nødvendigt med et nyvalg. Dette er imidlertid usandsynligt for så vidt, at man må formode, at Pia og Thulesen-Dahl er bevidste om, at de pt. har den maksimalt mulige indflydelse på udlændingepolitikken, og at et nyvalg ikke vil bringe dem tættere på magten.
I min antagelse har de Radikale høstet de fleste af deres Richard Florida-stemmer på deres klare afvisning af et samarbejde med regeringen og en moralsk fortørnet afvisning af den stramme udlændingepolitik. Som det er nu, kan Jelved altså sidde med sine mange mandater og se DF løbe med indflydelsen, mens Socialdemokratiet, hendes udvalgte partner, atter synes at gå til i magtkampe mellem endog særdeles uegnede formandskandidater. Stemte man med andre ord taktisk på de radikale for at skabe modvægt til DF, har man spildt sin stemme. Det er dette forhold, samt den generelle uvidenhed om radikal økonomisk politik, som bekymrer mig.
Jeg ville dog kunne respektere en radikal stemme, der var blevet afgivet på disse to præmisser:
1. Erkendelse af de radikales (social)-liberale politik, der i første omgang ønsker at give skattelettelser til de bedre stillede for derigennem at skabe økonomisk vækst. Dette er et vederhæftigt (økonomisk) synspunkt. Kobler man dette synspunkt med en lempelig anskuelse på udlændingeproblematikken, kan man med fordel stemme radikalt i stedet for konservativt.
2. At en stemme på de radikale sker med forventning om et radikalt samarbejde med en borgerlig regering – og ikke med Socialdemokratiet, som Jelved ellers har sværget troskab.
Som de fleste nok er klar over, er det imidlertid netop de to præmisser, som de radikale ikke er gået til valg på, sandsynligvis fordi det ikke ville give den stemmemæssige bonus, som rollen som den moralske, kreative og intellektuelle modpol til Pia har givet. Jelved har iklædt sig en kreativ dragt, der afskærer hende fra reel indflydelse, og som hun ikke kan skifte uden at svigte sin vælgerskare.
7 kommentarer:
Kritikken af De Radikales succes er udtryk for jantelovsmentaliteten i Danmark. Længere er den ikke.
Troels skriver: "Stemte man med andre ord taktisk på de radikale for at skabe modvægt til DF, har man spildt sin stemme. Det er dette forhold, samt den generelle uvidenhed om radikal økonomisk politik, som bekymrer mig."
Er en stemme spildt, hvis det ønskede resultat ikke blev opnået? Det forstår jeg ikke. Jeg stemte radikalt i håbet om, at R kunne gå styrket i regering med S. Det skete ikke. Men jeg føler nu ikke min stemme er spildt. Der er ingen tvivl om, at B's valgsejr i den grad blev relativeret, da det viste sig at DF fik mandater nok til at kunne overtrumfe enhver protest fra oppositionen sammen med regeringen. Men igen. Spildt? Ja, hvis man udelukkende stemte taktisk for at nedtone Pias indflydelse ved afstemninger om lovforslag. Men modsat hvad Troels og Lykkeberg mener, er der en god del af befolkningen, der ikke stemte ud fra ren taktik. De stemte derimod radikalt fordi de politisk set tænker i overensstemmelse med mange af De Radikales politiske mærkesager.
Og hvor mange er det nu, der er så totalt uvidende om radikal økonomisk politik? Man kan ikke sidestille De Radikales økonomiske politik med de Konservatives udelukkende pga. af ambitioner om fjernelse af topskatten. Det er jo for dælen mere komplekst. Den radikale folketingskandidat Christian Friis Bach, tidligere formand for Mellemfolkeligt Sammenvirke (og det skriver jeg ikke for at appellerer til den kreative klasse med de "sunde humanistiske værdier", men for at indikere hans store erfaring med global økonomisk politik), går for eksempel ind for global frihandel. Ikke på grund af de mulige økonomiske gevinster, men pga. de mulige politiske gevinster. Han mener, at øget frihandel vil fremtvinge et tættere samarbejde mellem landene globalt, ligesom det er sket inden for EU. Tættere samarbejde og deraf følgende udjævning mellem rige og fattige lande - det er ambitionen. Frihandel (puha, det er jo nået man taler om på højrefløjen) for mindre social ulighed globalt.
Jeg er ikke nødvendigvis enig, men ville blot fremføre hans udspil for at problematisere den udlægning af de Radikale, der vil placere dem til højre som et liberalt parti fokuseret på økonomisk vækst for en (kreativ) elite. Økonomisk vækst er jo nødvendig for at klare mange af de globale politiske udfordringer, såsom uligheden mellem u- og i-landene. Så pas nu på med altid at skyde med røde patroner efter alle politiske udsagn, der sigter mod økonomisk vækst. Det er jo ikke så simpelt.
Derudover har de radikale, som de få, et politisk udspil, der tager højde for hele problematikken omkring efterlønnen. Ingen andre turde diskutere det under valgkampen. For at punktere forestillingen om efterløn til alle ville smide endnu flere stemmer over til DF. Samtidig ville ingen heller stille sig frem og garantere efterlønnen, fordi de godt ved det sandsynligvis ikke kan lade sig gøre. De radikale har et udspil, fordi de fører en trods alt ansvarlig økonomisk politik, der tager højde for, at vores samfund også om 20 år skal kunne tage sig af de svage og de gamle.
Altså: Økonomisk vækst for at styrke grundlaget for en lang række humanistiske politiske udspil. Det er her man skal finde den radikale økonomiske politik, som den formuleres af Jelved.
I min kritik af Lykkebergs radikale angreb må essensen være følgende:
Jeg vil angribe den udlægning, at de radikale kernevælgere stemmer ud fra forhåbninger om økonomisk vækst for dem selv, bare fordi de tilhører det segment, som Florida tilskriver den højeste økonomiske vækst (intellektuelle, homoseksuelle, multietniske, kunstnere etc.). Bare fordi de tilhører segmentet i en analyse foretaget af en amerikansk sociolog, behøver deres politiske idealer ikke korrespondere med resultaterne af hans forskning. Det er jo helt vanvittigt at lave en så simpel kobling.
jaja, blogging er fedt. men erfaringen siger mig, at blogging skal være kortfattet.
Det vil jeg så tænke over til i morgen.
OK, here we go.
1. Jeg skrev jo netop: "Stemte man TAKTISK for at skabe modvægt til DF, så er ens stemme spildt.
Du skriver: "Spildt? Ja, hvis man udelukkende stemte taktisk for at nedtone Pias indflydelse ved afstemninger om lovforslag."
Hvor er vi uenige?
2. Det er fint at du kan citere en radikal fætter Chr. Friis Bach med en utopisk tro på frihandel som vejen til globalt politisk fremskridt. Det er jo en klassisk liberal (utopisk) tese, der rækker tilbage til Adam Smith og John Stuart Mill (som jo også gælder som socialliberalismens fader). Som jeg skrev i det oprindelige indlæg:
"Erkendelse af de radikales (social)-liberale politik, der i første omgang ønsker at give skattelettelser til de bedre stillede for derigennem at skabe økonomisk vækst. Dette er et vederhæftigt (økonomisk) synspunkt."
Med andre ord: Jeg dæmoniserer hverken begrebet 'økonomisk vækst' , og jeg angriber ikke din ret til at forfægte socialliberale synspunkter.
Personligt finder jeg det imidlertid naivt at tro, at global frihandel i praksis vil medføre demokratisering og forbedret levestandard. Tværtimo mener jeg at man bør beskytte lokale økonomier, om ikke andet så af etiske hensyn. Jeg kender et par afrikanske republikker, der nok vil give mig ret.
Troels
jeg ved sgu ikke hvor jeg skal poste det her indlæg. hos den unge heeger eller bakkemanden. hm. da de fleste længere indlæg er her, bliver det nok her. så kan jeg bagefter springe over til bakkemanden og være flabet dér.
en kort kommentar til al virakken om de radikale (der jo fremstår som en ny moon-bevægelse i både lykkeberg og heegers optik - hvem fanden har bemyndiget de to galejpaver til udstille de radikales vælgerskare som en ikke-tænkende klump af cafe-gæster og medie-intellektuelle): det er klart, at man skal sluge nogle kameler, når man stemmer. nævn mig et parti, og så skal jeg udpege dets problemer. i mit forhold til de radikale, så er det 'start-tilskuddet', der skærer i ørerne. men skattepolitikken har jeg nu aldrig været såååå irriteret over. lad mig med min gode ven anders ord uddybe:
"arbejdsmarkedet er i et paradoks. På den ene side, skal vi finde arbejde til 100.000 mennesker, som i dag står uden for arbejdsmarkedet på den anden side skal vi ruste os til "de små årgange", hvor færre skal forsørge flere.
de radikales løsning er at skabe at fleksibelt arbejdsmarked. den nuværende beskatningsmodel er ikke fleksibel tværtimod. den giver kun et lille incitament for at arbejde, og et endnu mindre incitament for at arbejde meget. den giver et stort incitament for sort arbejde, og gør det vanskeligt at drive mindre servicefag.
ved at flytte beskatningen over på forbruget (biler, cigarer, lystbåde og prima donna ost)vil servicefagene (som jo typisk besættes af de lavtuddannede) få et løft.
At det primært er de rige som får skattelettelser er korrekt, men da der fortsat er tale om en procentsats, er det stadig de rige der betaler mest. Lettelsen vil relativt set derfor være lige for alle.
Det løser dog på ingen måde alle problemerne. Der skal skabes en lang række ordninger i forhold til efterlønnen og andre pensionsordninger, så man kan arbejde halv tid uden at det trækkes en til en i
overførselsindkomsten.
Men som Søren Søndergaard så rigtigt sagde, der kommer ikke flere jobs, fordi der kommer flere ansøgninger."
næ, men hov. kan man nu også tillade sig at bralre løs om økonomisk incitament og vækst her uden at få den røde høtyv stukket i ryggen? for er der løber en understrøm i denne udveksling af forskrækkelse over at have økonomisk vækst som et mål. der er sgu da ikke nogen af jer, der ikke vil have plus på kontoen, vel?
der findes også andre værdier end de økonomiske, men de ophæver ikke magten ved og vigtigheden i den klingende mønt.
og hvem er det så, der låner de radikale de lånte fjer? hvis man har fulgt valgkampen og læst partiprogrammerne er der jo ingen overraskelser i den økonomiske politik. og så er det vikommer frem til (gentagelsen) af pointen: hvad er det så betændt ved at have i en kasse, lavet af richard florida? vi er jo alle sammen i forskellige kasser, hvis sociologerne får deres vilje, og så må vi sgu bare prøve at bilde os selv en selvstændighed ind. det sker bare ikke ved at løbe skrigende bort fra klassificeringen. slet ikke når bliver forstærket af de to galejpaver lykkeberg og unge heeger, der nok har forstand på den radikal vælgers bevægegrunde, kafffevaner og evner til at sætte sig ind i et partis samlede politik.
med andre o
hvorfor tror heeger og
nå, troel, du fik vist postet samtidig med mig. men pointe er jo den samme. kald mig kreativ, jeg er kold. jeg har set hvad jeg kan og ikke mindst ikke kan med en klump ler.
hvad der skete til sidst i mit indlæg aner jeg ikke - men der mangler noget.
Send en kommentar