Lolo Patogane

Der findes så mange unøjagtige stedangivelser, og det skulle være lærernes opgave at præcisere ruten. Du er også en belæst ung mand, dine ord bremser råddenskaben, dine ord sætter en prop i systemet, der planmæssigt skulle videredistribuere efterladenskaberne. Men under træpulten begynder dine ben at sove. Blylodder tynger dine øreflipper, og din hage synker mod bordpladen som en rumfærge, der modvilligt lægger an til månelanding. Dit højre øre former en tragt mod bordets glatte lak. Først føles overfladen kølig, men gradvist breder varmen sig i orange, koncentriske cirkler. Du lytter til bordets inderste med dit stetoskop af kød. Hvad du hører, er bordets puls, teaktræets ældgamle røst:

Én ville være læge for at konstruere elektriske hjerter til svækkede mus.

I det nittende og tyvende århundrede mente man, at virkeligheden var forsynet med en art subtekst, der i skjul betingede menneskets handlingsmønstre og bevæggrunde. Er hverdagen egentlig ikke blot forskelsløs fars, hvis konsistens lader hånt om vores kunstfærdige forsøg på at begribe den i diakrone strukturer, generationsmodeller, samtidsdiagnoser eller i henvisninger til tidsånd, fornuft og andre slags epokale drømmerier? Består informationsalderens egentlige fantasmagori ikke i teknologiens totaliserende sammenkobling af menneskeheden som et dække over solidaritetens erosion?

Spørgsmålstegnets retoriske kraft løber som snaps gennem sætningens krop.

”Masserne synes mig kun i tre henseender at fortjene et blik: for det første som udflydende kopier af de store mænd, trykt på dårligt papir og med slidte typer, dernæst som modstand mod de store og endelig som værktøj for de store; i øvrigt kan fanden og statistikken tage dem!”

På demokratisk vis, naturligvis, er vi alle astrologer.

Navnet fjernede mig fra moderen. Huset fjernede mig fra dyret. Telefonen fjernede min krop fra din. Dankortet fjernede min hånd fra din. Internettet fjernede min stemme fra din. Billedet fjernede verden fra mig. Billedet bragte mig en verden.

Sprog – Billede – Verden.

Syretrip – Trap – Fresco.

I samme åndedrag: verdensreligionernes billedforbud: Martyrer på den ene side, og på den anden side sekularismens transformation af foreskrifter til velmente, høflige anvisninger til et bedre liv. Dogmets opblødning: Vask ved fyrre grader og hæng de ti bud til tørre. Monogami, Parforhold i Limited Edition, Den Kreative Klasse, Alt for Damerne & Simple Living. I sin yderste inkonsekvens skal striden blot bane vej for forsoningens mulighed.

Al tale om ægthed er per definition falsk.

Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, tog præsten os med i biografen. Sekularisering har resulteret i kunstens adskillelse fra religionen. Overfladens æstetik er blevet ny religion: En uendelig sort nat overstrøet med tusinde glimtende splinter fra tegnenes ituslåede spejl.

På tysk TV ser jeg en sen aften en ung mand fra Læger uden Grænser. Han har hjulpet sudanesiske børn i en flygtningelejr i Vestsudan. Han taler om sit arbejde som en personlig mulighed for at gøre en forskel. Han sander ikke, at den filantropiske gerning – selve det uegennyttige projekt – forvandles til endnu et led i den indirekte narcissisme, der siden ’68 har præget ethvert af vore selvrealiseringsprojekter. Han maler handlingen sort.

I frikvarteret omtaler Georg en passant en italiensk frihedskæmper ved navn Lolo Patogane. Lolo blev født i nærheden af Genova i 1919. Da hun var en stor pige, tog hendes far hende med til Rom for at høre Mussolini tale til folket.

Lolo husker landskabet og togturene bedst. Især husker hun lokomotivets stædige arbejdsrytme og passagervognenes skødesløse, men muskuløse bevægelser, der forplantede sig til hendes endnu ikke kønsmodne krop.

I en alder af nitten år oplever Lolo en politisk vækkelse. Faderen har arrangeret et bryllup med et af de lokale partimedlemmer. Guiseppe er søn af en kollega på fabrikken og en god ven af familien. De gamle skåler i Sambuca. Guiseppe stråler i sin uniform. Senere på eftermiddagen, da solen har trukket sig tilbage fra fortovscaféen, låser Lolo døren til sit pigeværelse. Gennem ventilationsskakten kan hun høre faderen sætte sig til rette ved køkkenbordet. Senere kalder moderen hende ned til aftensmad. Da sætter hun ild til sin dagbog. Så børster hun sit lange, sorte hår. Ved et tilfælde får hun øje på sit ansigt i spejlet. Hun begynder at græde uden rigtig at vide hvorfor. Moderen kalder igen.

I løbet af natten vandrer Lolo ind til Genova. Hun falder i søvn i en af byens parker. Om morgenen stiger hun på toget til Rom. På passagersædet ved siden af hende døser faderen hen.…

…Du vågner ved at din sidemand ridser i pulten med sin foldekniv. I bevidsthedens glidende overgang fra søvn til vågentilstand kan du fornemme bogstaverne. L’et hvisker sagte som et uddøende ekko. O’et brummer med sin ru, orange stemme, mens et andet L pløjer furer i erindringen. O’ets orange sol gøder grunden for P’ets knitren og A’ets bibelske tyngde.